Foredrag med Klinisk diætist Stine Junge Albrechtsen og Lotte Juul Madsen i Faxe Sundhedscenter.
Mandag den 30. november kl. 19 til 21 afholdte BMI Brikken et lærerigt foredrag med de to kliniske diætister Stine Junge Albrechtsen og Lotte Juul Madsen, der er aktuel med bogen “Nudging – Slip madens magt”.
Om Nudging
Nudging er en måde, hvorpå man kan påvirke mennesker til at træffe et bestemt valg. Det kan handle om både gode og sunde valg, men også om uheldige og usunde valg.
Nudging handler om at skubbe mennesker i en særlig retning – at få dem til at træffe nogle særlige beslutninger – uden at de bliver frataget det frie valg. Men ved at ændre på miljøet omkring spisningen kan vi gøre den sunde løsning til den nemme løsning.
Foredrag om Nudging
BMI Brikkens arrangement med de to kliniske diætister Stine Junge Albrechtsen og Lotte Juul Madsen var blot ét blandt over 40 arrangementer, som foreningen har stået bag i løbet af de sidste tre år.
Se et par smagsprøver på foredraget på følgende tre små videoklip:
Nudging – slip madens magt
Med bogen “Nudging – Slip madens magt” kan du lære, hvordan karamelpapir får dig til at spise mindre slik, mens nyt køkkendesign mindsker dine madportioner og hvordan du øger din motion ved at køre bil iført løbetøj. Det sker ved at bruge nudging på dig selv.
Om bogen siger de to forfattere: “Du får tips til nudging i dit hjem, på dit job, i fritiden og når du køber ind. Ved at ændre på madens omgivelser nudger du dig selv til at spise mindre, vælge sundere og sætte den søde tand skakmat. Ingen besværlige kure eller sure begrænsninger. Du må spise som du vil og vi lover du bevarer madglæden, mens du opnår en sund livsstil og vægttab”.
Om bogens forfattere
Stine Junge Albrechtsen er uddannet klinisk diætist. Stine arbejder primært med overvægt, livsstilsændring og tarmsygdomme og vejleder i egen klinik, Guided by Stine.
Stine er medforfatter på flere bøger, fx “Low FODMAP diet – giver ro i maven”-bøgerne, “Gastric Bypass – inspiration til livet og maden efter operationen” sammen med Den Skaldede Kok, og “Tab 12 kilo på 12 uger” med Henrik Duer.
Stine er også kendt fra flere tv-programmer på DK4 og en række foredrag rundt i Danmark, ligesom hun er med i BMI Brikkens ekspertpanel.
Lotte Juul Madsen er uddannet klinisk diætist og har desuden en uddannelse som coach indenfor kognitiv psykologi.
Over en årrække har Lotte specialiseret sig i behandling af overvægt med fokus på at ændre adfærd og bryde vaner. Lotte har 16 års erfaring med diætbehandling af overvægt, diabetes og andre livsstilssygdomme. Lotte er ansat på Køge Sygehus og er tidligere medforfatter på kogebogen til diabetesbørn ”Fra pizza til popcorn”.
Læs mere om Nudging og bogen her